BANALITETER OG KOMPENSATIONER
OM HØNS - HUSE - HAVER OG HOVEDER
Trøjborg - endnu engang.....

Moseløkke - vejen til stenbruddet



Høns har spillet en stor rolle i min tilværelse. Min far holdt høns. Efter mange år uden høns fik jeg for ti år siden mulighed for selv at holde høns. Hvilken uudtømmelig kilde til glæde og fornøjelse!

Huse er fascinerende i sig selv. Der findes ikke to ens huse. De er forskellige lige som hønsene. Spændende er især de skæve, gamle, lidt forfaldne huse for slet ikke at tale om slotte, borge og ruiner. Huse er andet end tag over hovedet og ly for torden, regn og vind. Huse har en sjæl; i hvert fald forholder det sig sådan, at de huse, der er uden sjæl, ikke er værd at opholde sig i. Er det beboerne - det være sig mennesker eller høns - der giver husene sjæl?

Gamle hønsehuse er noget ganske særligt.
I vores have i Sæd står der et lille muret og meget gammelt hønsehus. Dets eksistens var med til at afgøre, at vi i 1999 overtog netop det hus, som vi bebor i dag.
Gode minder fremkaldes blot ved synet. Om min fars høns, som han måtte have andre til at slagte; om dengang, naboen næsten dagligt drev sin bygris forbi. Om den trehjulede varebil, der væltede på gadehjørnet. Om plakatsøjler og vejarbejde, om konen, der altid løb og om den vrede dame, der hældte varmt vand ud af vinduet i hovedet på alle de børn, hun ikke brød sig om.

Om den dag i min fars kolonihave, hvor de derboende guldhamstre - holdt i bur i et gammelt redskabsskur - havde fået unger, og jeg for første og eneste gang i mit liv bad et ærligt fadervor.

Den blandede følelse af uhygge, spænding og jublende glæde dukker op i forbindelse med ting, der på mindste måde minder om netop det skur: en stump af et bræt, et rustent søm, en speciel lugt, en halvvissen græstørv, et stykke tæret tagpap. De er med til at genfremkalde det område af haven, som burde have været efterårsgravet, men aldrig blev det, den lange, vildtvoksende plæne, hvis græs oplevede den lykke at gro i en uendelighed, fordi ingen plæneklipper nogensinde gjorde den fortræd og den segl, som kunne bruges til formålet, var sløv og heldigvis ganske uanvendelig.

Fra vinduet i vores lejlighed på 1. sal kunne jeg i ledige stunder - og dem var der mange af - holde øje med hele verden. Plakatsøjlemanden, der i min skæve erindring dukkede op nærmest dagligt - han kom vel en gang om ugen - og åbenbarede sande mesterværker. Forventningens glæde var enorm, når stadig kun den hvide halvdel af plakaten var synlig for så i næste øjeblik at blive afsløret som en eksplosion af cigaret- eller colareklamer.

Fiskemanden kørte fra dør til dør i sin trehjulede ladvogn. Der var kun ét forhjul, hvilket satte grænser for bilens manøvredygtighed. Det uundgåelige indtraf da også: Bilen væltede i svinget lige uden for vores hus med manden liggende bag rattet. Min dag var reddet, dels fordi bilen væltede, dels fordi der ikke skete ham noget.
Jeg var vist en temmelig genert, nærmest sky dreng. Heldigvis var der i haven bag huset afskærmning i form af halmmåtter, som man kunne gemme sig bag og således være beskyttet for de forbipasserendes nysgerrige blikke. Jeg kunne godt lide at plukke blomster til min mor; indtil den dag, en emsig genbokone opfordrede mig til at lade blomsterne stå, fordi det var synd for dem at blive plukket! Jeg tror nok, jeg løb ind til min mor og beklagede mig over, at der var en dum dame, der havde talt til mig.

Jeg havde altid masser af tid.
Mine ældre søskende var i skole. Børnehaver brugte vi ikke. På en eller anden måde følte jeg det ubehageligt og tøset at gå hjemme hos min mor, så når jeg så mit snit til det, var jeg ude. Jeg kørte kilometer efter kilometer på løbehjul, sådan et rigtigt løbehjul med store ballondæk, som kunne køre stærkt. Det kunne også vælte. En dag fik jeg ved et løbehjulsstyrt en del af forskærmen op i panden. Blodet flød, og det enorme sår måtte sys af en tilkaldt læge. Et ar i panden minder om det den dag i dag, skønt det er mere end 50 år siden.

Mennesker er heldigvis forskellige, ikke blot af udseende, men af sind, væremåde, udstråling, følsomhed eller mangel på samme.

Alting foregår oppe i vore hoveder. Udseendet er stort set uden betydning, når man ser bort fra de første sekunder eller brøkdele heraf, hvor der etableres en eller anden form for kontakt. Når man ser bort fra de subjektive betragtninger i forbindelse med grimt og smukt, ligner mennesker hinanden med øjne, næse og mund. Det er underligt! Hoveder kan være runde, lange, smalle, med blå, brune eller grønne øjne, de kan sidde på mennesker og dyr. Hovedet er kommandocentralen.

Ved hjælp af sine ansigter udtrykker det forundring eller nysgerrighed; skuffelse, venlighed, vrede og glæde, surhed eller syrlighed, utilnærmelighed, åbenhed, sorg, fortvivlelse:
Ansigtet er vinduet til verden.
En streg, en rynke, et enkelt træk ved mundvigen, et let løftet øjenbryn, et smil, et himmelvendt øje - utallige er de virkemidler, der kan forandre og sende signaler til omgivelserne.

Vi bliver dagligt udsat for store mængder af information. Og der er desværre ikke altid tale om gode nyheder. Så er det godt, man kan kompensere oppe i sit eget hoved ved at tænke gode tanker og glædes over lys, himmel og hav, hanegal og kattemiav, kartofler, rabarber og georginer og alle de søde mennesker, man trods alt er omgivet af. Denne kompensationsmekanisme er nyttig og nødvendig, hvis ikke man skal sønderlemmes af bekymringer, angst, usikkerhed, frygt og surhed, snobberi, dumhed og smålighed.

Selvfølgeligheder? Måske, men i så fald forunderlige selvfølgeligheder, som kan hjælpe os til ikke at glemme at forny vores undren.

TAK FORDI DU KIGGER MED!









Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.06 | 10:29

Hej Bjarne. Det er rimelig fleksibelt. Som udgangspunkt koster de store på lærred (100x100 cm) kr. 2.000. Med venlig hilsen Bent

...
28.06 | 19:32

Hvad er prislejet for dine billeder ?

...
10.10 | 10:49
Udstillinger har modtaget 4
04.10 | 10:05
FORSIDE har modtaget 7
Du kan lide denne side